|
Jyllandsposten Fritid 26. November 1988
På hule-eventyr i Peru
Som de første skandinaver har de to danske eventyrere Bjarne Bogø Jensen og
Karsten Yde udforsket Perus dybeste drypstenshule - La Cueva Huagapo - 800 km fra hovedstaden Lima. De to danskere gik, klatrede, krøb og vandrede - undertiden i vand til halsen - 1400 meter ind i Andesbjergenes rødder.
Her er Karsten Ydes beretning om hule-eventyret.
Vi havde hørt om den - inka-ruinbyen Machu Picchu nær byen Cuzco på vores
rundrejse i Peru. Nok var den eventyrlig, men eventyret var død: Fyldt med tourister og ikke nogen plads til eventyret.
Derfor bestemte vi os for at opsøge den blinde hvide frø.
Den kunne måske hjælpe os med at finde det vi søgte. Den skulle leve i fuldstændig mørke dybt under jorden i en drypstenshule bare otte timers rejse fra Perus hovedstad Lima.
Den smalsporede jernbane fører os os fra down town Lima ud gennemn de fattige forstæder og dybt ind i en dal der bliver smallere og smallere.
Lokomotivet arbejder sig langsomt op i Andesbjergene. Først i skarpe hårnålesving, sidenhen i siksak.
Mørke tunneler afløses direkte af broer over dybe afgrunde. Og det går til stadighed opad. Tin-Tin rejste forøvrigt med den samme jernbane i sin søgen efter soltemplet...
Først i små 5000 meters højde over havet begynder det at gå ned igen. 60 tunneler ligger bag os, og i minebyen la Oroya stiger vi af.
Tynd luft
Luften her i 3500 meters højde er stadigvæk tynd, og sammen med den særegne natur kan det let tage pusten fra en nyankommen.
Vi fortsætter rejsen til Tarma i en gammel amerikaner. Turen tager en time og koster bare 1200 intis (20;- kr)
Nærheden af den hvide frø føles tydeligere. I Tarma kender man til dens eksistens, men kun få har set den.
En periviansk huleforsker har fanget et eksemplar af frøen, og undersøgelser på universitetet i Lima har vist at den også er blind. Det er den og eneste frø der nogensinde er bragt ud af den mørke hule.
Måske blev den blind da den så dagens skarpe lys. Hvem ved?
Stenskred
Vi får ikke chancen for at finde ud af det, for hulen, den levede i, er flere steder styrtet sammen, og indgangen er blokret af et stort stenskred.
Kun nye jordskælv kan skabe adgang til hulen igen, så de hvide frøer kan se frem til en periode uden besøg udefra, hvis der i det hele taget er flere tilbage.
Der findes heldigvis andre huler i samme område med eller uden hvide frøer.
Vi bestemmer os for at udforske en. En dårlig grusvej leder frem til Huaggapohulen. Nogle fattige bjergbønder forsøger at dyrke den magre jord langs vejen.
Vandet fra den lille flod i bunden af dalen bliver ledt i kanaler frem til de små majsmarker. Oppe på bjergskråningerne græsser fårene, hvis uld kvinderne spinder, mens de driver flokken frem til nye græsgange.
Her står tiden næsten stille.
Udflugtshule
Neden for huleåbningen lever Castro Barja og hans familie. På terrassen foran deres hus af soltørrede adopesten (mursten) bliver vi budt på en kop kaffe, og en af Castro Barjas sønner fortæller om hulen.
Den er et yndet udflugtsmål for dalens børn og unge. De kommer dog sjælent ret langt ind, for den bliver hurtigt mørk og vanskelig tilgængelig.
Særlig interesserede huleforskere fra England, Frankrig, ja, enddog fra Japan har trængt helt ind for at kortlægge den. De har klatret på lodrette kalkstensvægge over dybe sprækker, vandret gennem den underjordiske flod og dykket gennem vandfyldte tunneler for at nå til bunden af hulen.
Perus dybeste hule
Derinde under de flotteste drypsten, målte de sig frem til at Huagapohulen måtte være Perus dybeste. Vi havde fundet eventyret, og Ramiro ville følge med os indBjarne og Jeg studerer kortet over hulen grundigt, mens Ramiro finder hjelme, reb og karbidlampen frem. Rebet er ikke særligt tykt. Jeg finder ekstra batterier frem fra rygsækken, mens Bjarne monterer to lommelygter på hjelmene ved hjælp af hæfteplaster.
"Turen ind og ud kommer til at tage omkring fire timer" sagde Ramiro "Og det bliver en våd tur"
|
Drypstens-loft
Store drypsten hænger ned fra loftet og ligner forstende istapper. 30-40 meter inde forsvinder det sidste dagslys. Lyden omkring os forsvinder, og mørket er totalt.
Vi tænder lamperne. Acetylengassen fra karbidlampen lugter meget specielt. Det bløde lys fra dens flamme er langt at foretrække frem for vores hårde hvide halogenlys.
En ny verden
En ny verden åbnede sig for os. En verden, der er afgrænset af rækkevidden på vores lyskegler, og en verden, der bliver mindre og mindre efterhånden som strømmen på batterierne forsvinder.
Tænk hvis vandet får lommelygterne til at kortslutte. Så har vi kun karbidlampen tilbage.
Det er koldt herinde. Hulen har en svag stigning. Ved siden af os løber den underjordiske flod, og vi har endnu ikke de store problemer med at komme fre. Hulen bliver dog snart smallere, og vi går forsigtigt på de glatte sten. Ramiro bagerst, Bjarne i midten, og jeg går forrest - endnu.
På et tidspunkt vil jeg til venstre, men Ramiro vil til højre. Han får lov til at gå forrest - ud i floden. Vi ved ikke, hvor dyb den er, og kan ikke se bunden. Vandet er koldt. Det er sivet ned fra en sø i mere end 4200 meters højde gennem sprækker i bjerget ned til os.
I vand til halsen
Vi er 700 meter under søen da Ramiro stopper op. Her hulen ikke mere end 3 meter bred, og lodrette kalkstensvægge forsvinder ned under floden. Med en vandret bevægelse i halshøjde forsøger Ramiro at fortælle, hvad der venter os forude. Bjarne og Jeg ser bekymret på hinanden. "Godt, at han ikke er så høj" tænker jeg "Indtil nu har vi kun vadet i vand til midt på lårene"
Ramiro finder en lille hylde, han kan klatre på, over vandet. Den er for lille til Bjarne og mig, så vi er tvunget til at gå ude i floden.
Vandet når mig nu til armhulerne og ser ikke ud til at blive lavere. Jeg søger ud til de lodrette kalkstensvægge, og små fremspring gør det muligt at traversere (klatre vandret) forbi.
Et af de små fremspring jeg står på under vandet, knækker og jeg er lige ved at få en ordentlig vandgang. Heldigvis har jeg solidt greb med begge hænder, og jeg slipper med skrækken.
Længere inde udvider hulen sig igen. Vandet er ikke så dybt mere, men nu bliver der faretruende lavt til loftet og de spidse drypsten. Flere steder er der kun mellem 30 og 50 cm melem vandet og loftet.
Hvor hurtigt vil vandet mon stige hvis det pludseligt skulle begynde at regne?
Kan vi nå at komme ud, eller vil vi blive fanget i hulen? Hvor hurtigt vil vandet synke igen, så vi kan komme ud?
Syv måneder om året er hulen lukket på grund af for høj vandstand.
1400 meter inde i hulen stopper Ramiro igen. Han står midt i en lille sø.
Vi kan ikke komme videre uden dykkerudstyr. På bunden af søen leder en 12 meter lang vandfyldt tunnel ind til den inderste del af hulen.
De sidste 300 meter ligger uden for vores rækkevidte da vi ikke har dykkerudstyr med.
Vi har vandret, klatret, krøbet og vadet ind i bunden af Huagapohulen hvor Bjarne nu finder Dannebrog frem. Vi tænker på famillien og vennerne derhjemme, da blitzen blinker dybt under Andesbjergenes rødder,
Vi tænker også på de andre danske eventyrere der på den anden side af jorden samtidig folder Dannebrog ud på en af Himalayabjergenes høje toppe. Følelserne og tankerne flyver.
Ramiro fortæller at vi er de første fra Skandinavien der er nået herind. Ved en lille uhøjtidelig cermoni han overrakt Dannebrog. Han smiler og bliver glad da han ser, at vores flag og Perus består af de samme rød-hvide farver.
Vi småfryser i vores våde tøj, og vil gerne ud i varmen igen. Vandet er ikke steget, men det værste uheld kan endnu nå at indhente os. Hulen ligger i et aktivt jordskælvsområde. Drypstenene i loftet hænger måske ikke så godt fast alligevel. Mine batterier er ved at være opbrugte, og reservebatterierne sidder allerede i Bjarnes lommelampe. Jeg holder mig tæt til de andre, og glæden er stor da vi ser dagslyset igen. Først nu forstår vi, hvad mørket er, og dermed hvilken kraft lyset giver os.
Vi havde fundet eventyret i Huagapohulen - og ikke mindst i os selv.
|
