Huleforskning - en historie fra det virkelige liv.

De medvirkende :
"Mig selv" Christian
"Blotteren" en lille trang klippehule langt ude i skoven
"Det talende Videokamera" ført af Ole Nielsen
"Den frelsende engel" Pernille

Mig selv, Blotteren og det talende videokamera.

"Hvorfor kravler du ikke bare derind?". Det talende Videokamera er over mig igen. Og foran mig ligger Blotterens sorte intethed. En skræmmende levendegørelse af mine værste mareridt. Samtalen har nu stået på i mere end 5 minutter. Jeg har prøvet at tale mig ud af den ubehagelige situation. Men lige lidt hjælper det. Det er svært at diskutere med en kameralinse og et rullende videobånd.

"Jeg er sgu godt nok ikke særlig vild med det", får jeg småsvedende fremstammet ud mellem klumperne i min hals. Jeg har efterhånden lært at leve med, at jeg sov for længe den dag, hvor gud uddelte mod og mandshjerte. Til gengæld har jeg altid ment, at jeg stod rimeligt langt fremme i køen da samme herre uddelte snakketøj. Men ikke engang snakketøjet ser ud til at kunne redde mig fra Blotterens afgrundsdybe rædsler. Eller fra Det talende Videokamera. Og værst af alt ydmygelsen over at blive foreviget på videobånd som årets tøsedreng - i farver.

"Hvordan kan du være bange for noget du ikke har prøvet før?" lyder det gennemborende argument, der omsider skubber mig, min stavlygte og min klaustrofobiske angst ned i dybet.

Den første meter er egentlig ikke så forfærdelig. For dagslyset falder endnu ind fra hulens åbning. Og fra klippegangene under mig kommer et par venlige gutter med gode råd og beroligende ord. Så som "du skal bare kravle sidelæns" og "det er slet ikke så slemt endda".

Ordene giver mig mod og jeg glemmer at der er mindst 15 beklemmende meter i Helvede tilbage, før jeg igen skal se solens stråler og ånde frit i de sydsvenske skove.

Jeg hiver og haler mig selv videre frem. Centimeter for centimeter. Det går kun langsommere nu. I takt med, at min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere.

Her er om muligt endnu mere snævert end det første stykke.

Og så vidt jeg kan skimte i skæret fra min lygte, bliver det kun værre fra nu af. Det går op for mig, at det ikke længere er muligt at kravle tilbage. Den eneste vej ud går gennem det luftsløse mørke. Min puls begynder at hamre, men jeg prøver at slå koldt vand i blodet. Der er jo trods alt flere hundrede mennesker, der har været igennem samme trængsler som mig. Og de er alle sammen kommet levende ud igen, eller hva'? !!! Tankerne galoperer. Endnu er jeg i hvert tilfælde ikke stødt på skeletter eller kranier, der griner indforstået til mig. Det kan jo selvfølgelig også være fordi, jeg er kravlet vild et sted, hvor ingen andre mennesker har været før. Nej det er simpelthen for dumt!!

"Det eneste, du virkelig har at være bange for, er din egen angst". Jeg erindrer Det talende Videokameras vise ord. Og anstrenger mig for også at tro på dem. Det lykkes mig næsten, da den våde klippegrund pludselig forsvinder under mig. Og cirka tre sekunder senere lander min firs kilo tunge senede drengekrop halvanden meter længere nede i mørket. Med en lyd som en Trabant, der får et ukærligt kys på køleren af en BMW 525 i.
Jeg ligger kvast, smadret og spiddet mellem de klamme klippevægge.
Og prøver langsomt at vrikke med ørerne for at se, om jeg er død eller levende.Jeg konstaterer, at jeg lever. Men hvor længe? For det eneste der er plads til hernede, er netop at vrikke med ørerne. Jeg tror, det sortner for mine øjne. Men det viser sig blot at være min stavlygte, der er gået ud under det dramatiske styrt. Her er ikke alene mørke. Her er virkelig mørkt. Jeg famler efter lygten i panik, men forgæves... Det lykkes mig heller ikke at finde fodfæste. Eller at gribe fat i noget, jeg kan hale mig frem ved. Jeg hænger uhjælpeligt fast. Snapper efter vejret. Nu er gode dyr rådne. Lige så rådne, som mine muligheder for at slippe ud af det her med livet i behold. Slap af! Det gælder om at bevare roen nu. Tænk på noget rart og godt. Jeg forsøger, men tanken om varme æbleskiver med mormors hjemmelavede hindbærmarmelade kan ikke nedbringe temperaturen på min stegende pande.
Nå, men så prøv det gode gamle vildmarkstrick. Fortæl en sjov vittighed. OK. OK. OK ... øh ... kender du den med de to lopper, der sidder på armen af Robinson Crusoe? Og så siger den ene: "Nå men jeg må løbe. Vi ses på Fredag". Men angsten overhaler den spage vittighed indenom, og latterbrølet overdøves af Blotterens larmende stilhed. Langsomt indstiller jeg mig på at det hele er forbi. Det simrer i mine tindinger. Nå, men var det så det hele? Er livet virkelig ikke andet end en prut i en kop ymer ?
Hvilken ynkelig død ! Jeg får hallucinationer, og mit livs film passerer stille revy i mørket.
Den stiller mange spørgsmål til min samvittighed. Hvorfor slog du din bror i hovedet med donkraften? Havde du ikke lovet din gamle mor at komme på besøg i netop denne weekend? Af en film at være er den nu ikke særlig interessant. Intet plot, tyndbenet slutning ingen reklamer... Og sikken idiot, de har valgt til hovedrollen. Et svagt lys rammer mig bagfra. Nå der er nok nogen, der er kommet for sent i biografen, hva'. Men de kan trøste sig med at de ikke er gået glip af noget. Lyset bliver kraftigere og kraftigere.
Og så er det lige pludselig ud af biografmørket. En spinkel kvindestemme gennembryder stilheden. Det er Pernille. "Hej, Christian! Hænger du fast eller hva'?"
"Nåe... øh ... thja" gisper jeg og prøver at lyde bare en anelse modig og fattet. Det lykkes åbenbart ikke. "Du skal ikke være bange", lyder det så mildt, som kun en kvinde kan udtrykke sig. Lige netop uden at gøre grin. Pernille er til daglig min kollega på bureauet. Men i disse sekunder er hun min frelsende engel med det livgivende lysskær fra lommelygten. Hun hjælper mig med at finde både stavlygten og fodfæstet, og min krop glider ud af klippesandwichen som smurt i smør.
Her er godt nok stadigt meget smalt. Men jeg kan ånde igen, og der er plads til at kravle et par meter videre. Humøret er steget adskillige grader, samtidig med at min kropstemperatur hastigt er faldet til omkring de fyrre stykker. Og netop som det går så godt, finder jeg ud af hvor nedrigt livet kan være, når det er i humør til det. Skæbnens ironi. Tilværelsens ulidelige uretfærdighed! Og årsagen til, at denne klippehule har fået navnet Blotteren.
"Uargh...! Mine bukser er røget ned!!" gisper Pernille.
Her ligger man. Helt alene med en yndig repræsentant for det modsatte køn, hvis bukser er røget ned. Og så er der så snævert, at man sgu ikke engang er i stand til at dreje hovedet rundt og nyde det kostelige syn. Ellers går det meget fint nu, hvor jeg ikke længere kan tillade mig at være bange. Eller i hvert tilfælde vise det. Og uden at tænke videre over det kravler jeg pludselig ud af hulen, hvor jeg bliver mødt af den friske luft, en mild efterårssol ... og Det talende Videokamera:
"Hvordan har du det nu, Christian?"
Jeg prøver at huske, hvilken grimasse det nu var John Wayne mente kunne passe, da han havde reddet de tre blegansigtede spædbørn fra den sikre død hos de grusomme rødhuder. "Godt nok", er vist det sejeste, jeg kan finde på i det bevægede øjeblik. Og jeg har det faktisk virkelig godt nok.Med at have klare det. Med at være blevet tre skjorteknapper, et par net underhylere og en fobisk angst fattigere.
Og en stor oplevelse rigere.

Efterord.
Blotterhulen ligger 18 km. syd for ødegården og er den nærmeste af flere huler, som vi tilbyder at tage vores gæster med ud til. Se kortskitsen nederst t.v. på den anden side.
Udstyr : Praktisk påklædning, handsker og lommelygte.